Totalitære stater og ledere gennem tiden har haft stærke holdninger til kunst og kunstnere. Faldt det ikke i deres smag, var den provokerende, eller sagde den direkte et styre imod, så blev kunsten og tanken gjort ulovlig. Kunstnere har gennem tiderne kunnet frygte for deres liv og helbred mange steder i verden, lige som mange kunstnere også har provokeret store dele af befolkninger.
Det kan være kunstnere med en politisk eller seksuel overbevisning, der har haft trange kår, og som ar været nødt til at flygte eller har betalt den ultimative pris for deres udøven. Heldigvis bliver de fleste, der provo
keres af kunst, bare sure og vrede, uden at reagere mere voldsomt end det. Der er rig mulighed for konstruktivt at kritisere både værk og kunstner, og det er heldigvis lettere i store dele af verden af udtrykke sig, som man ønsker.
Men kunst kan have andre farer end lige folkets reaktion. Kunstværker kan forstyrre trafikken i en sådan grad, at det kan være farligt. Noget der ikke har været intentionen fra kunstnerens side eller fra dem,der købte og satte kunsten op.
Kunst skal altid være en nydelse og aldrig en fare for menigmand.