Gennem alle historiske perioder har det kunstneriske udtryk ændret sig. Det er en overgang, der sker langsomt, men det er samtidig helt naturligt. De yngre generationer ønsker altid at adskille sig fra de ældre på den ene eller anden måde, og kunst er en af de måder, det kan lade sig gøre på.
Det sagt vil rigtig mange stadig kigge bagud, for det er her inspirationen til udtrykket skal findes, og det er også derfor, at stilarter udvikler sig langsomt over tid, og derfor nye stilarter kan virke provokerende og for meget af det gode for de ældre generationer.
Ungdommen nu til dags
Om det er 68’ernes oprør eller senromantikkens stil, så har der altid været dem, der har frygtet for ungdommen. Selve Sokrates er udnævnt til at være den berømte ophavsmand til disse udtalelser, men ingen
ungdom og udvikling, ingen ny og spændende kunst.
Et eksempel er den tidlige vikingetid, hvor broastilen var dominerende, som igen var en stilart, der var inspireret af den kunst, der var fremherskende i den tidligere jernalder. Det er den ældste stilart i vikingetiden, hvor urnesstilen er den yngste, hvor der ses inspiration fra større dele af Europa end tidligere.
Der gik meget lang tid, før en stilart afløste en anden, og overgangene er ofte meget flydende, hvor det går mere og mere stærkt nu om dage. Kunst spredes hurtigt verden over, og det er meget hurtigt at komme med en reaktion på en aktion og dermed bestræbe sig på som kunstner hele tiden at kunne være den, der var først med et udtryk.
På sigt får også vores tidsalder et navn og kendetegn, som fremtidens kunststuderende kan grave sig ned i, og som kunstnere kan hente deres inspiration i.