Ord kan rigtig meget. De kan bringe glæde, de kan bringe spænding, de kan bringe sorg, de kan være uhyggelige, de kan være sjove, og de kan såre. Men der er stor forskel på sproget og ordene, der bruges i hverdagen, og som dem, der er sat sammen som kunst.
Det er bruges af det poetiske sprog, der viser forskellen. Poesi er en leg med ord, hvor udtrykket adskiller sig fra dagligdagens sprog, og der males også gerne billeder for læseren eller lytteren. Der bruges rim og rytmer, og der er ingen tvivl om, hvornår der er tale om et rim.
Poesi kan ære små og korte digte, men det kan også være lange værker, der oprindeligt har være fremført i deres helhed som recitering. Her vil der ofte være gentagelser eller omkvæd, for det er en mulighed for at kunne huske alt det, der skal fortælles om. Det har fx krævet sin mand at kunne recitere hele Homers Odysse, som jo er et digert værk.
Desuden følger meget poesi et rytmisk skema. Det er med til at givet værket et naturligt flow, og det gør det også behageligt at fremsige og læse det. Sammen med sproget og selve historien bliver ordene til kunst.
Digtere verden over
Digtekunsten findes verden over. Det er fra gammel tid historier om helte, og store slag, om kærlighed og om det overnaturlige. Det kan være historier om guder eller om samtiden eller historier med bestemte moraler og læresætninger. Men det kan også være ren underholdning, hvor det kan være svært at skelne, om der er tale om et digt, eller om det oprindeligt kan have været et værk, der har været fremført som sang.
Mange sangtekster deler nemlig deres opbygning og metode med poesien, så en flydende grænse mellem de to giver god mening. Især den del af poesien, der har været skabt til at blive fremført ligner sang til forveksling, og det er bestemt mulig at sætte sang til megen poesi fra fortiden, lige meget hvor i verden, den stammer fra.
Poesi har nemlig eksisteret og er opstået alle steder i verden. Det er heltedigte og fortællinger, men det er også haiku.
Fra Gilgamesh til Beowulf
Historier om helte er en type af poesi, der fortsat betager. Biograferne er altid fyldt med actionfilm, og heltedigtene er reelt bare fortidens actionfilm bare i en anden form. Der er sjældent realisme, der gennemsyrer poesi om helte, men det er god og spændende underholdning, hvor det gode forhåbentligt sejrer til sidst.